215
En hvid broderet Silkenathue var trukken ned over Ørene.
Men Du store Gud! Det var jo en gammel Bekendt! Det var Baronen der hjemme fra. En iskold Strøm rislede gennem Rygraden helt ned i begge Præstesønnens Knæ.
Han turde knap drage Aande.
Hvorfor? Der var jo intet ondt oppe mellem ham og Baron Urne.
Og dog — det gjorde ondt i ham … Han havde gaaet og dvasket om i sit Drømmeliv her i København, havde ogsaa drømt derude i Skolen og hjemme i Præstegaarden, men der laa en Kløft imellem som et Saar. Det var ved at sætte Skorpe. Nu blev Saaret revet op.
— Naa, lød det fra Baronen!
Derefter slog han over i Fransk:
— Idag bliver det Tanker paa La Bruyères og Rochefoucaults Vis. Tag Plads.
Ludvig Masmann saâ et lille Bord med en Stol, derover udbredt stort Papir, Pennekniv, Gaasefjer og Blæk.
Arket, han tog frem, var beskrevet til langt ned paa Foliosiden med en smuk, tæt fin Haand skrift.
Skulde Studenten give sig til Kende og sige, hvorledes han var bleven sendt af den norske Kollega og ganske tankeløst var gaaet herop. Hans Tunge klæbede fast, og Ordene frøs i hans Strube. Han dukkede fjollet sit Hoved.
