205
jeg løb paa Ski paa Fjeld og Li i Fa’ers Præstegæld . . om Forladelse — Sogn … Jeg skal nok være dannet og la være at snakke Norsk … Ja, jeg sulter hernede, for Fa’r har ikke Raad til at føde mig. Jeg maa bruge Brændevin i Stedet for varm Mad … Nej, Fa’r! Prøv han paa at høre til et betvunget Folk! Og til et Folk, som er hundrede Gange stærkere end det, der træder os paa Nakken. Tusind Gange stærkere.
Han hug i Bordet, saa Pladen sukkede og tilføjede endnu højere:
— Ja, meget stærkere.
Ludvig Masmann saâ op paa ham. Johan Brundsland lo ret godmodigt og sagde:
— Ja, Du er meget stærk af en Dansker at være, Fa'r …. Men Du, sikket Svineri her. Sort, graat . . og saaden Fa’ns Vind … Nej, Norge om Vinteren, naar Slæderne med Bjælder ryger ned ad Lierne i knagende Kulde, men med Luft klar som Glas og i Sommeren med Blomster op ad Fjeld, med de røde Multer paa alle Tuer og de mange Elver, der altid er Liv i — ikke Jere Aaer, der løber som Pisserender — og saa Fossene med Bulder og Skvæt … og saa er her ingen Fjelde, men Bakker, som jeg, Pinedød vil kalde Huller, jeg Nej, dette er et lejt Land. Men naar jeg snakker slig, griner mine egne Landsmænd og kalder mig en ukultiveret Skøjer. Ja, de gør saa. For her
