204
og likte saa vel Klokkerne om dets Hals. Det er noget Tøv, siger Du, men det er det ikke. Jeg bliver aldrig Dansker, jeg. Denne store By er en lej Stad. Jeg er ellers fuld i Aften, men det er jeg saa tidt.
Den store Fyr græd, saa han rystede. Ludvig lagde sin Haand paa hans store Næve, som han havde vekslet Slag med.
— Nej, du vil mig ondt, sagde den norske Student og tråk Haanden væk. Alle I Danskere griner ad os. I synes, at Fjeld er grimt. Nej, flakt, flakt — det skal Alt være her nede. At tænke sig, at I Fladlus har undertvunget os Børn af store Kæmper, vor Æt fra Fjeldene. Men vi gør Oprør, gør vi. Vi vil være Nordmænd, og, Fa’en pine mig, ikke Jyder. Vi banker Jer, hvor vi faar Ram paa Jer.
— Hvad gør vi Jer?
— I griner ad os.
— Nej. Vi elsker Fjeldets fri Sønner.
— Tøv! — Eller som I siger Vrævl. Oppe i Jeres Latinskoler i vort Land læres vi fra at tale vort Maal. Vi tvinges til at tale Jeres. Vore Lærere griner os ud, naar vi taler det Maal, vi er opfødte med blandt vore fri Bønder, der ikke kender Jeres Stavnsbaand eller Vornedskab. Og I maa endda have Christian Colbjørnsen, en Nordmand, til at slippe Jeres Slaver løs. Skal vi studere, sendes vi Fa’en i Vold herned og sulter. Hjemme var jeg fri som en Maaltraast, da
