201
kan vi sove i Nat for 12 ß pro persona. Men I kommer til at laane mig de Penger … Naa, saa I griner, fordi jeg ikke siger Penge … men griner I, faar I Hug … Kom med, Ko! Saa kan Du komme i Fjøset … i Stald … for Fa’en; skønner I, I Tosk?
Justitsraadens Tanke blev mere og mere belyst. Der maatte dog vel være et pænt Værelse paa det ret bekendte Gæstgiversted, som en ældre, honnet Mand ikke behøvede at skamme sig ved. Og var det ikke faretruende at vove sig ud paa den bælgmørke Farimagsvej med denne gale Nordmand og denne rimeligvis ikke aldeles paalidelige Ko — og saa præsentere sig for Vagten ved Nørreport med samme Høvede — han — i hans Stilling! Rigtignok var han som alle sine Bysbørn vant til at møde hele Drifte af Kvæg, Faar og Svin, Ænder og Gæs paa Hovedstadens Gader, men han havde „højstens“ forholdt sig kontemplativt til disse Hobe . . og nu komme ned ad Nørreport med et enkelt Individ, som om det var hans Kammerat! Det var dog lidt infra dignitatem humanam (under hans Menneskeværdighed).
Men for at vise, at han var Academicus, og tillige vise jovial Venskabelighed, raabte han med forholdsvis forceret Røst:
— Jacta est alea! Eamus in vallem ursi! (Tærningen er kastet. Lad os gaa til Bjørnens Dal).
Nordmanden tog Hatten af og sagde:
