196
— Fy, fy … eller rettere sagt Pfui! raabte Justitsraaden og rev sig løs fra hans Arm. Men han blev staaende støttende sig til Muren af det Hus paa Vesterbro, hvortil Ludvig havde ført ham frem.
— Ha … vent lidt og hjælp en ældre Mand. I min Tid ledsagede de Gamle . . nej de Unge . . altid de Gamle.
Ludvig tog fat paa ham igen.
— Ser han … ser De, jeg siger: Altid, langsomt … besindigt. Saadan gør vi i Kollegierne. Deroppe løber ingen løbsk … Tro paa Gud … Ærefrygt for de af ham og vor naadige souveræne Arveherre etablerede Superiører …. ellers Friheden og Geniet leve! Jeg elsker Genier!
— Selv de forfaldne? sagde Ludvig.
— Næ — næ — næ! Poin du tout, som jeg sagde, da jeg var i Paris … Hvad mon Klokken er? Nej, ser De … den ulykkelige Struensee var et Hoved med lyse . . meget lyse Ideer … Jeg sprang i hans Tid to af mine Anteriører over i Kancelliet … men alligevel … Jeg tillader mig at holde mig til Fabius Maximus Cunctator … Det var en st— stor Statsmand. Og véd De, hvad jeg ogsaa siger: Immer Rødvin ... du vin rouge … idel Druesaft … aldrig Punch . . jamais . . jamais. Den gaar lige ned i Ens Extremiteter. Fy, hvor her bliver mørkt … Han har vel ikke onde Intensioner mod en ældre Person … unge Mand, han er da opfyldt af Dannersind. Han
