192
kunde trænge ind i Kongens Stad. Frihedens Træ laa i Læ, og der var godt afgravet og ophyppet mod dets Stamme. Se, hvor Ravelinernes Tinder og Skaar viste Tænder. De maatte kunne bide til, naar det skulde være.
Saa kom den lange Række Træer med Stjernestænk over de sorte Grene foroven og de bitte smaa, rødt brændende sammenløbende Lygteblus for neden. Fra de mørke Gange gav kun sjælden en Vandrer, og ikke altid en ædru, et Tegn til, at noget Levende rørte sig her. Kalvebodernes Vand dukkede frem til venstre hinsides lave Marker med mange Haver omkring sig. Vesterbros lave, langt fra sammenhængende Huse, nogle med Straatag, saâ ud som Gaarde paa Landet, omgivne af Agre. Hvor Frost og Vand havde samvirket til en Glidebane, saas hist og her en jublende Slagtersvend fra de nu stængede Træboder med Pigebarnet om Livet feje op under lige saa ugenerte Skraal, som Karle og Piger hjemme paa Byens Gadekær.
En høj ny Bygning, ikke ulig en mindre Herregaard med sine to Etages Hoved- og én Etages Sidefløj, laa tilvenstre i en Have. I Stueetagen var der nogle belyste Vinduer. Sang gik ud derfra. Man kunde skimte nogle Hoveder derinde hensvindende i Lysdisen. Andre løftede sig frem i kraftigt Medaillerelief.
Ludvig Masmann kendte af Anseelse og ære-
