191
forstaa Mr. Fumars’s Franske og hans hakkende latinske Oversættelse med den franske Udtale af Latinen.
Oven paa en Eftermiddagstime 5—6 hos Mr. Fumars, slog den milde Frostluft og den pragtfulde Stjernehimmel mod Ludvig som et Pust fra den evig gode Natur og gjorde den i Auditoriet halvsovende Student lysvaagen. Gud, Naturens evige Ophav lyste mod ham ud fra Frue Kirkes mægtige oplyste Vinduer, og de lødige brede Orgeltoner tæt fyldende de rungende Buer derinde, klang mildnende ud i det frie Rum.
Han fandt saa lidt af Naturen og Gud i „Akademiets lave Haller“. Gud og Naturen havde foretrukket den fri Luft. Gamle Minerva var saa henskrumpen, at Guddommen var død og Naturen visnet i hende.
Halmtorvet laa der nedsænket som en dyb Dal gennem de høje Husrækker og de stejlt opragende Volde. Vagten blev løst af. Vaabnenes Metal klirrede i Frostluften. Trommehvirvlens dirrende Klang fra det lysplettede Trommeskind kom til sin Ret.
Vognene rungede helt under Vesterports Hvælving. Mellem Ravelinernes indsnævrende Mure med de lyse aflange Skydehuller lød Fodtrinene skarpt og sonort. Nu raslede Vaabnene fra en ny Vagt paa den anden Side Graven, omgiven af de kandiserede Træer og Palissader.
Der skulde noget til, at en dumdristig Fjende
