186
lige saa mange Snitter fedt stegt Flæsk, som hun kan hulke i sig. Hendes Fa’er, den gamle Jeremias Ladefoged, lider heller ingen Nød. Han faar Kosten paa Herregaarden og passer Fjerkræet.
— Naa — saa ser jo alt vel ud …. Er det første Gang, Du er i København, Mogens?
— Ja, det kan nok hænd’s. Det er jo ogsaa en myrderlig Rejse. Jeg var hele Natten om at komme hjemmefra hertil. Men det er mageløs at se saadan en Mængde Slotte og Kirker, og alle Husene ligner jo bare Hovedbygninger til Herregaarde. Ellers spør jeg mig for, for det er ikke altid, at jeg kan finde ud, om det er et Slot eller en Kirke, jeg ser for mig, især naar der er Taarn paa. Somme Tider er jeg faret vild, men man kan mærke, at Kongen har befalet alle Mennesker paa Jorden at være gode mod Bunden, for de viser En saa pænt Vej, naar man staar og glor om sig som en Drevsehund … Jeg vilde dog se den By og den Konge, hvorfra der gaar saa meget godt ud til vos Bønder. Tænk, jeg saâ Kronprinsen, Kongens Søn, Landets Ven, nys ride ud med alle sine Mænd, og jeg var lige ved at falde paa Knæ lige nør i Skidtet. Jeg syntes, at jeg var i Paradis, da jeg saâ den dejlige Prins med de hvide Øjenhaar! De skinnede saa blidelig som Vipperne paa hvidmodent Korn. Det var nydeligt at se paa. Det var ligesom at gaa i Kirke paa en af de store Højtider.
Mogens fejede Taarerne af Øjnene med Fingrene
