184
Pægle Brændevin og rede Styvere til Ride- og Ladefoged, naar der kommer Orden i Arbejdet paa Hovmarken. Og saa behøver en gammel Bundemand ikke at lade sig piske og sparke af en snottet Lakaj eller saadan en gammel Rævetrækker som Skrædderfrans, det Utuske.
— Hvad siger Baronen til alt det:
— Jo, han siger ikke andet end godt. Gud véd, i hvor mange Aar han aldrig har set en eneste Tønde Land af sine 1800? Men nu i Høsttiden var han hjemme, havde ikke sin Fløjels-Dullike med, men red om paa Hovmarkerne og saâ paa hele Re’ligheden.
— Hjalp det paa Tingene?
— Ja — bare over det, han var der, for ellers saa har han vel ikke saa stor Forstand paa de Dele. Men han er saa artig, at man bliver hel underlig ved at høre saa pænt han snakker til en Bundemand, ligesom det kunde være hans Næste. Han kørte hele Godset om med nogle fornemme Herrer med fine Klæder og snakkede altid med dem iet fremmed Maal. Det kunde være meget rigtig regnet ud, for Bønderne skal ikke forstaa alting. De kan jo ikke blive kloge paa alting, naar de lige nylig har været Bæster.
— Sandhedens himmelske Lys vil snart opgaa for dem ogsaa.
— Næ—j. Det vil vare en god Stund endnu. Vi plejer ikke van at køre i skarpt Trav ude paa
