183
med Et saa mat. Tænderne faldt hele ud af Munden, saa han daarligt kunde tygge Foret.
— Hvad ærgrede han sig over?
— Ja, det er underligt at tænke paa. Han ærgrede sig over det, som fornøjede mig.
— Hvordan det?
— Jo, da de rigtig tog fat herinde i København paa at tænke lidt over vos Bønders Sager og Alt det blev besørget med Udskiftning af Jorden og Udflytning af Gaarde, saa sagde han, at det var ledt saadan at vælte op og nør paa det hele Land. Og jeg tør jo ikke sige andet, end at baade Magisteren og Lars Degn gav ham Medhold og blev saa medlidende, da Baronen gav den gamle Jeremias Ladefoged hans Afskén, over det han var saa fus mod de Kommissionsherrer, som Kongen sendte ud for at bringe alt det i Redelighed.
— Er I blevne af med Tvangsskiftet og Fællesgræsningen i Overdrevet, som tre Byer sloges om?
— Ja, sikken en Komedie! Nej helt er vi jo ikke færdige. Men jeg regner ud, hvad der med Tiden kan spares for mig, naar jeg ikke skal rende en halv Mils Vej fra den ene Ager til den anden, og hver Gaard faar sin Lod. Saa kan man jo tilsaa og høste, naar man vil, og behøver ikke at vente paa en anden Bonde, naar han er en søvnig Rad, der ingen Vegne kan komme. Saa kan man faa Orden paa sit Kre’tur og kan være fri for at slaas med Fangsmændene paa Overdrevet. Man sparer mange Kander Øl og
