182
ilbagelænet Hoved, med Haanden over Brynet skyggende for Øjnene og syntes fortabt i andagtsfuld Beundring af Frue Kirkespirs luegyldne Krone.
Da Ludvig kom ham nær, studsede han lidt. Han skulde kende ham. Jo vist, jo vist: Det var jo Sønnen af Fæstebonden i den Kirken nærmeste Gaard hjemme, Anders Mogensen.
— God Dag, sagde Studenten, idet han strøg Bonden forbi.
— Nej, men nu har jeg aldrig kendt Mage, sagde Bonden og fæstede sine Øjne paa Ludvig ….
Det maa lige godt være Magisterens store Laadvig.
Han kyssede paa sin egen Haand, før han flyede Ludvig den.
— Ja, det er jo Mogens Andersen fra Randløv.
— Ja, det skal jeg aldrig fragaa, sagde Bonden.
— Hvordan staar det til hjemme?
— Jeg synes nu, det staar godt til, men der er jo dem, der synes, at det staar ilde til.
— Hvordan lever din Fa’r, den gamle Anders?
— Jo saamænd. Det vil sige, han lever slet ikke, formedelst han er død.
— Saa — aa?
— Ja, det skal jeg aldrig fragaa, at han døde for en Maaned siden.
— Saa — aa? Hvad døde han af?
— Jeg tror, han ærkede sig ihjel. Ja han blev
