179
Gammeltorv og ned ad Vestergade. Da opdagede Ludvig Masmann, at der fra de i Torvet udmundende Gader mod Nord og mod Øst udmarcherede Fodfolk: først sortegrønne Livjægere anførte af guldkvastede Officerer, med højpuldede Hatte, overragede af sorte Fjertoppe. Nogle røde Soldater med trekantede Hatte paa Sned kom fra Øst, fra Studiigaardens Side kom de høje røde sølvskrammerede Livvagtskarle af Garden til Fods med en bølgende Skov af Bjørneskindshuer, i Spidsen svang en kæmpehøj, langskægget Tambourmajor en sølvbeslagen Stok, kastede den op i Luften og fangede den igen. Efter Musikken kom nogle Geledder af langskæggede Fyre med Skødskind og Økser …. ja, der var ingen Ende paa de udmyldrende Tropper, som henne paa Hjørnet af Torvet og Vestergade stødte til Kronprinsens gule Rytterkohorte.
Nej, hvor følte Præstesønnen fra Landet sig imponeret af al denne Vaabenglans i solblinkende Bajonnetter og i de broderede og bekvastede Officerers dragne Kaarder, alt mens krigerisk Musik gjaldede fra alle Sider: Lurer, der kaldte til Kamp og Sejr!
Det var værdt at leve i dette Land! Valdemar Atterdag brød frem i den unge hvide Kronprins … lad saa den fjollede Kristoffer II eller Kristian VII visne ham, den fjollede Hanrej!
Nej, Kongesønnen, Frigøreren, vilde genoprette
12*
