178
Det var Danmarks elskede Kongeson, „Folkets Ven“, der personlig førte sin Hestgarde ud til en Mønstring paa Fælleden, hvor han efter Evne vilde udøve Taktiken efter Tidens bedste Mønster: Preussens store Friedrich.
En Menneskemængde havde samlet sig i en Fart og trængtes af og til lige ind paa Hestene, mens Hurraraab drønede. Kronprinsen sagde venlig til nogle Børn, der blev skubbede lige mod en Trompeterhest:
— Nej — nej … pas dog paa, kære Børn … jeg vilde møjet nødig ride Jer over.
Ludvig Masmann lod sig drive med Mængden, snart i Skridt, snart i Luntetrav, op over Nytorv, hvor Prinsen holdt an et Øjeblik foran Vajsenhuset. Der stod uden for Porten en Gruppe hvidklædte Smaapiger. De sang, men hverken Kronprinsen eller andre kunde opfatte Melodi og Tekst, saa spædt lød det.
En lang, sortklædt Skikkelse førte an med en Slags Stok. Hans pudrede Bukkelparyk skinnede som en Tot halvsmudsig Sne over en hele Ansigtet beherskende rubinbesat Næse, som i en Fart bøjede sig dybt, alt som Ryggen krøgede sig som en Pilevaand for et Vindstød, lige som Prinsen kom ud for ham og hans rødfingrede Smaapiger. Fyrsten hilste med et venligt Udslag med Haanden, „Møjet godt!“, og red videre. Trompeterne foran ham blæste atter løs.
Kavalkaden red langs venstre Side over
