176
da sige ham, at Møget bliver først rigtig dejligt, naar der kommer lidt mere Svinemøg og Menneskemøg til det meget Komøg.
— O, Dydens, Lykkens og Sandhedens Tempel med Søjler af ionisk Orden!
Det luftede op. Novemberdagen blev som en Vaardag. Lyset blev klart og mildt. Alt blankt, der kunde faa Glans: Vindfløje, Taarne, Trapper, Laasegreb, Vinduer, blinkede livsglad og livsforjættende. En sejrrig Luftstrøm skyllede den skidne Taage væk. Selv de smudsige Vandpytter i den daarlige Brolægning lo humoristisk til de Fodgængere, der maatte passere dem: til de Unge, der sprang, til de Gamle, der skrævede over dem, til Børnene, der pladrede i dem som Ællinger i et Gadekær.
Skyer med solbrændte Rande spaserede kønt over Himlen i Menuettakt med svulmende Parykker paa Hovedet.
Der er det rare ved Skyer, at man kan faa Alt, hvad man vil, ud af dem.
De blev for Drengen Senge for søde Amoriner med trivelige Maver og smukt friserede Krøltoppe. De væltede sig i dem som Figurerne paa Relieffer i Slottenes og Herskabsgaardenes Frontispicer Knejsende oppe i Spidsen af den pyramidalske Komposition, lavede Studenten en stolt Kvindefigur: det kunde være Dyden, Friheden, Sandheden, Gavmildheden, Tapperheden, Vindskibeligheden —
