Side:Gamle billeder.djvu/18

Denne side er blevet korrekturlæst

II

Det var Lillejuleaftens Dag. Ung, skær, jomfruelig Sne laa fint drysset over Jord og Træer i den gamle Præstegaardshave. Lindene paa Øen vare lige saa pudrede som Magister Masmanns Bukkelparyk, og Buskene stod stille i den milde, blege Frostdag og drev et diskret Menuetkoketteri med de overdryssede Grene paa Stortræerne. Det kunde se ud, som om de spillede et listigt opfordrende Spil med den gamle Lind, om det var muligt at faa ham rykket ud af hans Herskerro derovre paa Øen i lønligt Ønske om, at han kunde faa revet sig løs, spasere over til dem, engagere dem til Dans, tage lempelig fat i deres yderste, blødeste, svageste Kviste — da kunde de vel selv frigøre sig for deres Jordbundethed og træde Dansen over det fine Snedækkes hvide Silke. Aa, det var Alt saa sart, saa kælent!

Hvor den lette Vind havde frembragt en Smule Sammenfygning, laa Sneen med en skarp, svaj Ryg i de blødeste Linjer med lette gule og lilla