II
Det var en peripatetisk Tilværelse, han førte, den store og robuste Ludvig Masmann.
Han strejfede rundt — efter hvad? Efter Højen, hvor Dydens Tempel rejste sig marmorblinkende med en ionisk Søjleomgang — efter Lyksalighedens Ø, omflydt af klare Vande, hvori dejlige Najader væltede deres hvide og fyldige Legemer — efter Parnassets Bjerg, hvor Apollo som Korfører og Lyraspiller kommanderede de ni Camoeners rytmiske Dans! Han fandt kun saare tarvelige Surrogater for, eller snarere Parodier paa, hvad han søgte.
Det var dog en pæn og en herlig By at se til, Tvillingrigernes Hovedstad — Akselstad ved Sundets Vove!
Knejsede ikke stolte Bygninger der — det mægtige Slot omsluttet af de stille Kanaler? Vor Frue, under hvis skyhigende Taarn Guldkuglerne skinnede? De sære barbariske Tingester som Børsen og Rosenborg med deres kuriøse Krims-
