167
dam Juel, eller i Neergaards Kaffehus i Badstuestræde, aabne sig for en saadan en ubehøvlet Tølper, der ligesom Johan von Ehrenpreis ikke kunde faa sit „udvendige Pund“ til at lystre „sit indvendige“.
Maatte ikke en Pram, en Rahbek, en P. A . Heiberg tro, at han var ganske fra Forstanden, hvis han gik hen til dem paa Gaden og rettede Anmodning til dem om at erkende Mennesket i ham?
Jo naturligvis.
Dog kunde han ikke lade være, naar han paa Gaden saâ en af de Mænd, hvis Navne stadig surrede om hans Øren, først at følge ham i lang Frastand, saa at løbe op paa Siden af ham med en prikkende Lyst til at hilse, men sikker paa, at, hvis han fulgte den Lyst, vilde han stikke bagud i rasende Løb.
Tidt stod han udenfor Madam Juels eller Neergaards belyste Vinduer ud mod Sværtegade eller Badstuestræde og lagde Øret til Muren. Den blev kold og utilgængelig. Mismodig drev han da ned ad mindre pæne Gader, faldt i mindre pæne Hænder — og sonede saa sin Brøde ved Anger og Ruelse hjemme.
Han boede hos en fjern Slægtning, en halvgammel Skriver ved det kongelige Klædeoplag. Hans Sove- og Læserum var en Korridor med Vinduer ud til en Have. Rummet var saa smalt, at han maatte stryge sig forbi sin Seng for at
