164
rokkede med sit sorte Hoved, slog afværgende med Haanden hen mod Ludvig, der beredte sin Kampstilling — — — —
— Nej, nej, nej! En Normand og en Dansker!
Nej — de forstaar ikke hinanden bedre end en rød Indianer og en sort Neger.
Med nogle uendelig lange Skræv og Skridt satte den lange Karl langs Raadhusets Façade og ned ad en Sidegade.
Han er gal, mente Ludvig Masmann.
Men hvorledes stod det til med ham selv — den ny Akademikus?
Hvad gik han efter i denne By?
Nu saâ han ned ad Husrækkerne i de udvendende trekantede Kvistgavle til venstre, de brede, ensformige Façader til højre, vendte sig om, saâ det, der før laa til højre, ligge til venstre, vendte sig igen, saâ Frue Taarn med sine mange Etager blinke med Forgyldning paa Kapitælerne i de smaa Afsatser, gik saa om Raadhuset til højre ud paa Nytorv, hvor omtrent den samme Façade gentog sig: pænt leddelt — et Vindue i tre Etager i de markerede Sidepartiers, saa to, saa et i Midterpartiet, saa samme Historie paa den anden Side, alt afdelt med de hvidkalkede Lisener.
Landsbydrengen fik Galgenhumor op i sig, da han omme paa Nytorv saa det murede Skafot med Jerngitteret hegnende Platformen foroven, med „Kagens“ knejsende Pæl i Midten.
