161
Sønner standset — paa nær to Kæmper, der i deres Iver hverken havde set eller hørt Bispen, ej heller ikke nu lagde Mærke til, at det store Slag var forbi, og at Danskerne som sædvanlig havde faaet Prygl af Normændene. De to vedblev at dænge hinanden, med glødende Kinder og svedende Pander.
Og, lig Riddere og Landsknægte fra Middelalder og Renaissance, blev de ikke staaende stille. De løb om, frem og tilbage, vidste ikke selv, at de var drevne helt ned paa Gammeltorv. Saa hidsig var Stridslysten, at den optog alle deres Evner. De syntes at være jævnbyrdige, de to store og stærke Prygle.
Endelig blev de trætte. Raadhusets røde Façade, der strakte sig paa tværs mellem Gammel- og Nytorv, glimtede frem for deres Øjne. De saâ, at de var uden for det latinske Kvarters Grænse, og skimtede en Strimmel Drenge og Kællinger, der omgav dem. Et livligt interesseret Publikum!
Politi var ikke kommet til. Som til alle Tider, saa ogsaa da: Det var sjælden, hvor det skulde være, men hyppigt, hvor det ikke var til mindste Gavn.
Da de trætte og ømme Arme sank, saâ Modstanderne først rigtig paa hinanden.
Den længste af dem saâ ret sær ud.
Stor og mager med et Par vældige røde Hænder, kødfattig, knoklet og senestærk, knejsede
S. Schandorph: Gamle Billeder.
11
