160
og stiv rejste Parykken sig i Alvor, støttet af Dobbelthagen. Ved sin Etik revsede den de svajende Træer bag Kirkegaardsmuren og i Pedelhaven bag Studiegaardens Ydermur, samt de kæmpende Musasønners Ufærd og de gøende og elskende Hundes Uvornhed. I Haanden bar den anseelige Skikkelse en trekantet Hat. I værdig Gang, som om den gik i Procession, bevægede Skikkelsen sig ned mod Kannikestræde, kastede et mildt bebrejdende Blik mod de faa Grupper, som endnu bankede løs paa hinanden. Den løftede sin store Haand med den gyldne Doktorring paa Pegefingeren. Absint scurrilitas et puerilitas! (Bort med Narrerier og Barnagtighed) lød det hen imod de Stridende, som endnu sloges.
Hænderne faldt ned. Videre hen ad Kannikestræde skred den højærværdige Herre. Det var ingen ringere end Sjællands Bisp, Statskirkens Primas, Dr. theol. Nikolaj Edinger Balle.
Den Gang var Sjællands Bisp ogsaa theologisk Professor, og nu var han paa Vejen til sit Auditorium for i Forelæsningen over sine „Theses theologicæ“ at gøre sine stadig gentagne Forsøg om igen — nemlig at paavise en for Tanken tilfredsstillende Overensstemmelse mellem den overnaturlige Aabenbaring og den menneskelige Fornuft.
Det faar nu være sin Sag, hvorledes dette lykkedes den gode og brave Bisp — i Dag lykkedes det hans myndigt milde Blik og de latinske Ord at faa Slagsmaalet mellem Dalens og Fjeldets
