12
den sunde lutherske Lære. Da Ludvig Aaret efter at have taget fat paa Tysk og Fransk ved Overhøringen paa Kirkegulvet kunde forklare, hvorfor Nadveren „Sub utraque specie“ var den eneste rette, og hvad „Ubiquitas corporis Christi“ og „Communicatio idiomatum“ betød, ordret efter, hvad Faderen havde tærpet ind i ham, fik Magister Masmann Taarer i Øjnene ved at høre sine egne Ord uden en Forandring gengivne af sin Førstefødte. Han var fuldkommen sikker paa, at Drengens Tro ingen Skade havde lidt ved de nyere Sprog.
Men hvad skete? Da Ludvig var kommen i Mesterlektien, erklærede hans Rektor, at han viste en „stupend Tilbagegang i de klassiske Sprog og var doven i Hebraisk.“
Magisteren følte et Sting i Hjertet, ret som om det blev gennemboret af et tveægget Sværd, da han læste Rektors latinske Skrivelse, hvori der fandtes en Periode, som kun saaledes kan gengives paa Dansk: „Ikke tvivler jeg paa (Non dubito qnin, at min lærde Broders eneste Søn jo er forsynet med Ingenium og en for hans Alder agt værdig Skarpsindighed (acuitas), som jeg ingenlunde vilde foragte, ja næppe dadle, hvis den ej blev af ham anvendt paa ret futile Problemer, der hverken have at skaffe med Religion eller med Humanisme, hvad der dog burde være en Ynglings ædleste Objekter i Brugen af hans Forstandsevner, men snarere paa Ting, som angaa de saakaldte skønne Videnskaber, hvilke vel ej maa
