151
og kyssede ham vædet i Taarer. Ordet svigtede ham, da han vilde sige noget til Afsked.
Alle fire Heste hev i Tøjet, saa det knagede tungt, som naar Matroser hiver i en Tovende. Fragtmanden langede lidt til dem med sin vældige tjærede Piskesnært oppe fra det himmelhøje Sæde ved Siden af Ludvig Masmann. Han tiltalte Hestene:
— Njørr, I halvdøde Skildpadder? kan I faa R— med Jer?
Mens de alle fire hev igen, og Hjulskinnerne tog ved at fure de toppede Sten i Brolægningen, tog Konrektor et lille Spring og sagde til Fragtmanden:
— Kan jeg faa sagt et Ord endnu til Præstens Søn fra Randlev?
— Ja det kan han sagte (ᴐ: sagtens). Han har ka’ske godt af at faa noget Hebraisk med paa Vejen; det jager ette ikke, og jeg og de fire gamle danser ette Polskdans ikke. Det gaar kun som Marseringen for Landmalicen med stoppede Madposer paa Bagfjerdingerne. Lispendiaten vil maaske være saa artig at følge os de to Mil lige til Krebshuset og tåge Frokosten til den bøvede Mutter Plambæks, som er mit kødelige Søskendebarn, og derfor er hendes Mand min Medsvoger. Hæ, hæ, hæ!
Nej, der var ingen Hast. Vognen med det kunstigt opstablede Læs, hvor Rebene peb og knagede, bevægede sig som en luddoven Stud. Konrektor havde ingen Interesse for den meddelsomme
