Side:Gamle billeder.djvu/154

Denne side er blevet korrekturlæst

150

jetzt entführet ein ausländischer Prinz deine schöne Helena. Aber er wird deine Hörner für zehntenmal vergolden lassen“. Og ud for han med den skønne Skabning paa sine Arme.

I Fortvivlelse og under Graad drak jeg mig atter mægtig beskænket. Hvorledes jeg med Commilitonibus kom hjem til Göttingen og til mit Kammers, skal jeg ikke kunne sige, saasom jeg var sansesløs som et animal brutum (umælende Dyr). Ikke kan jeg udsige, hvad jeg siden følte af Sorg, Ruelse og Skam. Jeg forlod snart Göttingen og forspildte mine Studiers modne Frugt.

Da jeg sad paa et Værtshus til Hamburg ud mod Vandet, saâ jeg en aaben Karrosse rulle forbi. I den sad den Baron med det Fruentimmer, jeg havde brændt den reneste Røgelse for paa mit Hjertes Alter, og bag paa stod den infernalske Lakaj — Sat sapienti! Uddrag nu Moralen af dette og lad den tjene dig til Ledestjerne paa din Ungdoms Vej. Beklag mig, men foragt mig ikke.

Ludvig fattede det faste Forsæt at forfølge den Traad, hans Lærer havde givet ham.

Da han kom hjem, græd han vel over sin ældre Vens kranke Skæbne. Men han græd ud om Natten ved sin Værtindes Søsters hulde Barm.

Som han næste Morgen skulde bestige den Fragtmandsvogn, der skulde køre ham ind til „Københavns Akademi“, kom Konrektor ind i Værtshusets Gaard, tog hans Hoved i sine Hænder