142
nu vil sige dig før senere, men maaske kan denne Anekdote tjene dig til Advarsel mod Udyd og Fordærvelse. Jeg har løseligen ladet falde Ord om, at jeg i mine unge Aar paa en liden Arv efter en Faster gjorde en Rejse i Tyskland og her studerede et Aar ved Universitetet til Göttingen i det Hannoveranske for at høre og lære hos den herlige Kristian Gottlob Heyne, paa hvis Tunge Hellas og Latium, opvakte fra de Døde, talte til os som levende i deres guddommelige Tunge maal, og hos Johan David Michaëlis, der saa klogt huggede Lysningen i Teologiens forgroede Vildskov. Der findes skønt Øl i den Stad. Det gjorde mit skrøbelige Bryst godt og yndedes meget af Academicis, men Gud har skænket mig Moderationens Gave, som bevarede mig for alt Fylderi. Kære Ludvig, bliv aldrig en Ølhund, men husk paa den fjerde Kardinaldyd temperantia, som Grækerne kaldte σωφροσυνη! Men, nok sagt, jeg sidder med to andre Studiosis en Formiddag til et beskedent Ølhus, og mens Talen førtes i det tyske Sprog om adskillige lærde Materier, slap der ud fra mig under Disputationen, hvori den ene af mine Commilitonibus vilde urgere den absurde Lære om Djævelens existentia personalis, en dansk Parenthesis: Det var som Fanden!
Da syntes det mig, som En lo bag ved mig. Jeg vendte mig om og saa to Personer sidde ved et Bord, og af de tvendes Dragt skønnede jeg, at det maatte være Folk af Adelsstand. Den ene,
