141
ved en Ministerresidents Udnævnelse i Udlandet, hvor han havde levet i mange Aar, og der glemt sit Fædreland og forødt sin Arv efter Forfædrene ved Spil, Svir og liderligt Levnet. Da han ej blev Ambassadør, blev han forrykt og galen som en uvorn Dreng, som ikke faar det begærede Legetøj.
Konrektor slog med Jerndupskoen paa sin tykke Knortekæp mod den stenede Vej, saa det gnistrede som Stenbroen under en Hestehov. Ludvig gik en Stund med sænket Hoved. Det kriblede i ham efter at forsvare sin Baron, men han vidste ikke, hvad han skulde sige. Han kunde egenlig ikke nægte, at han havde befundet sig alt andet end hjemligt den Vinterdag paa „Slottet“, ej heller vilde han ønske den gentaget trods den gode Frokost og sin store Madlyst. De to Venner gik en Stund tavse.
Da vaagnede Konrektor som af en Drøm og sagde:
— En Tidlang rejste Baron Urne rundt som en pengeudstrøende Vagabundus, ledsaget af sin Lakaj, ret en i alle Maader moralsk fordærvet Karl. Han var hans Haandlanger og Ruffer til Liderlighed og slette Streger og længe før min Tid udjaget fra Skolen her som en skamløs, utugtig Bengel.
— Hvoraf véd Du alt dette?
— Hør nu, min unge Ven, mit Hjertes Søn. Jeg havde først tænkt ikke at betro dig, hvad jeg
