140
ham. Tro ikke paa hans Ord. Det er ikke hans Vane at holde det.
— Kender … kender Du ham? — Mere, end det har baadet mig … Hans Vej er bestrøet med brudte Ord. Bedaarede Kvinders Graad lyder langs den. Det er kun i kødelig Henseende, han har vist sig som Mand; indeni er han en kaad, vankelmodig, egennyttig halvvoksen Adelsjunker. Han taler vel om Menneskerettighederne paa den store Rousseaus Vis og giver sig Mine af at hylde vor dannersindede Kronprins og Ædlingene de Bernstorffer, Reventlower og Colbjørnsen er; det er kun paa Skrømt.
— Han gav jo dog Krybskytten fri, som jeg har fortalt.
Konrektor havde trukket Ludvig med ved Haanden, og de var nu ude af Skoven paa Markvejen, hvor Efteraarets Spindelvæv hang i dugtindrende Festons paa Gærdernes Pilehegn.
Konrektor sagde:
— Det var et Lune, et Indfald.
— Han citerer stadig Voltaire og Rousseau og læser de ny tyske Digtere.
— Det er af Forfængelighed og Vægelsind. For ikke mange Aar siden blev Krybskytter paa hans Gods lagte i Bolt og Jern, og Bønder, der var mødte for silde til Hovarbejde, satte paa Træhesten. Jeg skulde næsten tro, at han har omvendt sig af krænket Forfængelighed, fordi Statssekretæren, Ove Høegh Guldberg, forbigik ham
