Side:Gamle billeder.djvu/137

Denne side er blevet korrekturlæst

133

Hvor var den By ham ligegyldig! Hvor var den brunrøde Latinskole ham led!

Men han græd ved Tanken om at skilles fra Konrektor. Og Skoven, den han tidt var løbet ud i for at lufte og sprede Sind og Tanke under sine Sorger og Anfægtelser, vilde han ogsaa sige Farvel til.

Han gik til Konrektor om Morgenen og blev indbudt til at dele hans tarvelige Frokost. Den fornemste Ret var Øllebrød med Spegesild. Den høje, magre Mand bifaldt Ludvigs Hensigt at sige Farvel til Skoven.

— Ja Skov og Mark! O Natur! udbrød han. I dens Skød indsaas Dydens Frø i de unges Sjæle. Har jeg været til lidt Gavn for dig, min Ludvig, da er det blot i Kraft af med forsigtig Haand at have givet Dydens Spirer Læ, efter at de vare frempippede i din Sjæl. Om de ret skal vokse ud til en Skov, staar i Alfaders Haand. Gid han maa værne om Fornuftens Lys i dig! Fornuften er Dydens Sol …

Han skænkede sig et anseligt Glas Brændevin, før han spiste den sidste Bid Sild, drak den ud, tog en Pris og sagde til sin Discipel.

— Ak, kære Ludvig, slig Nydelse synes jeg ikke kan passe for dig, før Du har absolveret den anden akademiske Prøve. Undres ikke, at jeg stadig priser Nøjsomheden, og dog baade nyder Brændevin og Snustobak. Det er for min svage Digestions og mine skrøbelige Øjnes Skyld. Du