131
dommene viste sig lige saa uholdbare i Tidens Løb som alle Profetier.
Ludvig havde det sidste Aar i Mesterlektien gjort den Erfaring, at alt det Hukommelsesarbejde blev ham en Lindring, naar han tvang sig ind i det, fra de mange Rørelser, der plagede hans Sind. Den dumpe Rædsel, han bragte med fra hin Dag hos Baronen, Angeren over at have forsømt at lære den lille Mette Psalmerne, den gysende Andagt for den smukke Dame fra Promenaden ved Møllesøen, en vaagnende Interesse — snart tiltrækkende snart frastødende — for hans Værtindes kønne og kyssesyge to og trediveaarige Søster, som specielt passede de tre latinske Kostgængere, pinte ham snarere lig Mareridt, end de voldte ham Glæde. Naar han vilde sænke sig i Mindet om den silke-knitrende, store Dame fra Søen, var han ved at komme til at græde ved Tanken om den lille Mette, der maaske paa Grund af hans Forsømmelighed, havde faaet forsmædelige Ris af Magisteren. Naar han var ved at udvide sin Favn mod Millioner af Brødre og saa favnede den venligt indbydende Jomfru Spendrups føre Taille og lod sig trykke til hendes fjedrende Barm — ja saa følte han sig nedværdiget overfor sit høje Begreb om Dyden og Verdensborgerskabet.
Hvad der nærmest gav Stød til, at han trøstig gav sig i Lag med Lektierne og næsten tyede til dem som et Fristed for Bølgerne i Sindet og den vippende Uro i Legemet, var nogle Vers af Bag-
9*
