IX
Der var en god Fjerdingvej fra Ludvigs Skoleby over flade og fede Marker til, hvor det store Skovbælte begyndte.
Det var de første Dage i Oktober. Træerne i Skoven stod med fuldt saa broget Isprængning i det grønne Løv som Frugttræerne i Byens Haver. Kun at det brogede i Skoven varslede Død og Kulde, og det brogede i Haverne lovede Frugters Saft og Sødme.
Dagen forud havde det været den sidste Skoledag for de unge Mennesker, fire i Tallet, som næste Dag skulde til København og underkaste sig Examen artium. Rektor havde med Omhu, efter de bedste klassiske Mønstre, først og fremmest efter Cicero, udstædt de lange latinske Dimissionsbreve henvendte til „Magnifice Rector! Perillustres et Amplissimi Professores“ med forsøgte Karakteristiker og Forudsigelser om hver. De var naturligvis ikke Frugt af Sans for vedkommende unge Fyres Individualitet, disse kunstig drejede Fraser, og Spaa-
