127
flittig det Stykke, hvori Vikaren fra Savoyen udvikler og klarer de store Sandheder. Dem kan den unge Monsieur ikke præke lige ud for de enfoldige og vankundige Mennesker, som ere optugtede i alskens orientalsk Overtro og Mirakler. Men hvad en forstandig Præst kan udrette ved af slige Fabler at uddrage den sande Morale og Fornuft, hvad der ogsaa let kan ske af Lafontaines Vers om de Umælende — det var vel værdt at forsøge. Gode og forstandige Mænd heri dette gammeldags Land har nu snart gjort Bonden fri for Trældom. Men han vil vedblive at være Træl, hvis han ikke slipper ud af den Overtro, der foreprækes ham i Kirke og Skole. Læs og ræsonner nu selv. Nu kan den unge Monsieur slippe ud baade fra Skæmt og Morale og røre sig i Naturen, som er god og er Kilde til alt godt. Revenons à la nature.
Der stod store Taarer i Ludvigs Øjne. Baronen, som havde talt dæmpet, næsten frygtsomt og med nedslagne Øjne, saa det ikke, vilde vel heller ikke se det. Derimod faldt hans opslagne Øjne paa Kammertjeneren, der sad med Hænderne foldede over Knæet og satte den mest fjollet andægtige Mine op, hvori dog det Slyngel- eller Ræveagtige ikke lod sig dølge. Hans Læber bevægede sig lydløst. Men Baronen kunde læse, at de mente: „Amen“.
Skulde han give ham en Ørefigen eller le?
