119
stas paterna og min præstelige dignitas for Alvor kan disputere med ham paa Latin.
Baronen og Mesterlektiedrengen kom ridende, forpustede, gennemsvedte ind i Borggaarden, hvor to vældige Bulbidere, hver oven paa sit Hus, først gøede, saa sprang, da de saa, at de Ankommende stod langt over Bondekøterne, ja helt oppe mod Hønsehundenes Sfære.
En Lakaj kom for at hjælpe Baronen af. Efter at have set den lange Fyr med den grove Jakke, ansaa Liberikarlen det ikke for Umagen værd at tåge sig af ham. Ludvig blev siddende paa Rideknægtens Hest og saa sig om til alle Sider i Borggaarden.
Baronen var længst nede af Stigbøjlen, saa Ludvig endnu sidde i Sadlen, vinkede ad Lakajen og sagde usigelig mildt til sin Slave:
— Behag at hjælpe den unge Mand af. Om hundrede Aar vil han befri Jer Slyngler, saa Jeres Børnebørn alle bliver Lehnsgrever.
— Død og Pølse, sagde Lakajen, saa beundrende op mod Ludvig, lagde Stigbøjlen til Rette for ham og hjalp ham af, men rystede dog paa Hovedet. Han vidste jo, hvor skæmtefuld Baronen kunde være.
I en ottekantet Stue i et Trappetaarn stod et Bord dækket. Favnestykker knitrede lystigt i den gamle revnede Murstenskamin. Falmede Svinelæders Tapeter dækkede Væggene og gav Rummet et lunt og tæt Udseende. Baronen gjorde Vink til
