Side:Gamle billeder.djvu/118

Denne side er blevet korrekturlæst

VIII


Aldrig havde Ludvig Masmann været saadan oppe at ride.

De klang, Hovenes Sko mod Vejens Frostføre, som et Akkompagnent til Landskabet i den lysegule Tone med de strittende Grene paa Træerne, med de brunt-violette dæmrende Skove.

Foran Husmandshusene nejede Kællinger og Unger foran de paa Hængslerne tungt hængende Døre … de hyldede, sandt for Herren, baade Baronen og „Præstens store Laadvig“, der red Side om Side med Jorddrotten. Uvilkaarlig bøjede Knøsens Haand sig til samme naadige nedladende Hilsen som Baronens. Den store Dreng blev saa fornem, at han ønskede, at de Jordknolde, Hestehovene satte i Gang, kunde ramme en lumpen, skiden Kælling lige i Synet, saa stygge og lurvede saâ de fleste Kællinger ud. Han var nær ved at sige til de smaa og store, krasbørstige Hunde med de opstaaende Øren og den pjuskede Lød, der for ud, snappende dumt efter Hestenes Hase: „I Bondekøtere! Ser I ikke, hvem der rider forbi Jer?“