Side:Gamle billeder.djvu/115

Denne side er blevet korrekturlæst

111

Ludvig. Det er den største Ros, der kan gives noget Menneske.

Mølleren skyndte sig at faa Flækkehuen af Hovedet og sige:

— Ak, Naadigherre! Gud velsigne Naadigherren og hans Hus fra nu af til evige Tider!

Han lod Sømmet ligge, gik ud af Døren og gjorde Bevægelse til at kysse Baronens Haand, hvad denne dog afværgede til Glæde for Ludvig.

Baronen sagde ud mod hele Gruppen:

— Saa, nu skal I have Tak. I har alle amuseret mig. Du, Krybskytte — gaa hjem! Du er straffet nok ved din Angstens Sved og din Rædsel. Sørg for en ordentlig Jordemoder, naar Tiden kommer. Haren kan Du faa, Møller, som Erstatning for, at Du er bleven sinket i din Dont. Spiser Du den ikke, kan Du forære den bort. Svineoperatøren kan faa to Mark til Løn, fordi han hjalp Skytten til at opretholde Jagtlovens Hellighed og Ukrænkelighed, og Skytten faar tre Mark. François, som bar sig dumt ad og lod sig for bløffe, skal gaa til Fods til Gaarden. Den unge Monsieur, Borger af det kommende Tusindaarsrige, skal sætte sig paa hans Hest og ride hjem med mig til Frokost. Jeg har Lyst til en Diskurs med ham. Stig op paa Rideknægtens Hest.

Skønt Ludvig gjorde sig al Umage for ved et rask Sæt at svinge sig op i Sadlen, hørte han dog François sige bag ved:

Lourdaud (Bondeknold)!