103
Næve mod den afmægtige Vildttyv, saa skal ogsaa hans hellige Vrede ramme dig.
Pludselig følte Skytten et kraftigt Greb om Haandledet. Tæt op ad ham stod Præstens store Ludvig.
— Er han gal? hvæsede Skytten mod Mesterlektianeren.
— Det er Jer, der er det. Menneskerettighedernes Tid gryr frem, og Tyranniets Tid er omme.
— Vil han se, han kan give los, lange Lømmel … Tag ved, Ole Svinemand!
— Nej, det er lige godt Præstens Søn, sagde Svinemanden uden at røre sig.
Saa tag da Haren, din Ornegilder!
Skytten og Ludvig baksedes, mens Ole tog Haren op. Mette var løben ind i Huset, men betragtede Scenen fra det aabne Vindue. Mølleren havde retireret sig ind i Mølleskuret og saâ ud gennem den øverste aabne Dørlem.
— Her sku’ Fa’en være Vidne og møde for Retten. Jeg gør Ed paa, at jeg ingen Verdsens Ting har set, sagde Mølleren, gik hen, pillede ved Hjul og Kvæm og smaabandede.
Hovslag lød skarpt og tørt. En Karl paa en blankbrun Hest kom frem om Hjørnet. Hvide Skindbukser i lange Støvler, en lille trekantet Hat med en Blomst om Skyggen kom først.
Jakob Skytte faar sin Ret, mumlede Ole Svinemand stakaandet, for der er lige godt Skræder-
