101
— Han maa nok.
Og Ludvig kyssede hende.
— Høj, høj, sagde Mølleren, mere akavet! Itte suge saadan til! Det har Tøsen ikke godt af … Saa, saa, saa!
Mette fôr fra Ludvigs Favn hen i Bedstefaderens, stak Hovedet ind under hans Lammeskindspels og lagde det op mod hans Uldtrøje.
Der lød Skrig og Skraal og Lyd af klaprende Træsko paa Vejen, der svingede om Stuelængens Hjørne.
En barhovedet Mand med tjavset Haar, dryppende af Sved, med en laset hvid Vadmelskofte og skidne Pludderbukser, der i Pjalter faldt ned over Uldhoserne, kom frem i stærkt Løb. Et frygteligt Pust — et saaret Dyrs Skrig — gav Ekko over Møllesøen. Et Gevær slap ud af Mandens Arm og faldt klirrende ned.
— Det er Morten Pølsegris, sagde Mølleren og fôr tilbage.
I samme Øjeblik styrtede den Løbende plat ned over de frosne Hjulspor.
I stridt Løb naaede et langt Mandfolk i grøn, sølvknappet Kofte og Hirschfænger i det brede, gule Læderbælte, og et andet lille tykt Mandfolk i rød- og grønstribet Kofte, Knæbukser af Skind, med en Hundepisk i Haanden hen, hvor Morten Pølsegris var falden.
Den lille raabte: