100
— Nej, sagde Ludvig højt.
— Se, se, sagde Mølleren, det siger han, der gaar i den sorte Skole, saadan en, hans Fader ogsaa har gaaet i. Ja, der kan man se, at Verden gaar fremad. Jeg oplever nu aldrig den Tid, hvor det formenes Præsterne at smøge Klæderne op paa store Tøse og piske deres Artsballer. For det kan aldrig være Guds Villie, at Præsterne skal se Tøsene der.
— Ja, men nu har Ludvig lovet at lære mig to Psalmer, Bedste.
Niels Knudsen kløede sig under Flækkehuen, satte det listigste Ansigt op, han kunde opdrive, og sagde bag Skraaen:
— Se det var jo kønt. Hvad skal saa Præstens store Laad’vi’ ha’ i Prokuratorsalarium for det Stykke Arbejde?
— Et Kys af Mette, sagde Ludvig med blussende Kinder og dryppende Pande.
— Det er itte saa dyrt endda, smidskede Mølleren … Og saa véd man jo aldrig, hvad der kan blive af det, naar Præstens Laad’vi’ faar Kald eller Levebrød. Hi, hi, hi! Saa bliver det hele jo i Familien. Hæ, hæ, hæ!
Ludvig nærmede sit Ansigt ind til den lille Bondepiges. Et Øjeblik! — han hørte Overfaldsvandet suse ned over Hjulet — den klare Vintersol glimtede gnistrende forbi hans Øjne, den lille Mettes Ansigt glødede; hun holdt det stille og hviskede:
