99
Hendes bondske Talesæt smittede ham, saa han nu udtrykte sig, som førend han kom i Latinskolen.
— Ja, jeg skal lære den gamle om og saa end én til.
— Skal jeg lære dig den ligesom forgangen Dag?
Mette løftede sit Hoved og saâ straalende glad op paa ham.
— Aa ja, vil han det? For han kan sige saadant noget frem, saa en anden En kan forstaa det.
— Ja, saa gaar jeg med til Møllen.
— Han skal ha’ saa mange Slags Tak.
Hun brød ud i et Slags Jubelskrig, satte i stærkere Fart, og de løb videre, Haand i Haand, næsten i Galop.
Mølleren, Niels Knudsen, stod skrævende midt paa Vejen, spyttende af Skraaen til begge Sider i dybe Betragtninger med Ryggen til de to Løbende. I Farten tørnede de imod ham, saa han var nær gaaet forover.
— Trrr, sagde han, da han langt om længe havde orienteret sig. Sikken et Par Plage! Ja, ja da. — Naa, Mette, har Du faaet Ris af Magisteren i Dag? For i Gaar tudede Du jo over Din Psalme.
— Nej, Smedens Dorthe fik Ris. Men Magisteren trak mig efter Haarene.
— Ja, saadant noget skal jo til, om det ogsaa er ledagtigt at tænke paa. For saadanne Vers er jo ingen Nytte til.
7*
