98
Nu hørte han Tøffelhæles Slag mod den frosne Jord og saâ den lille Mette i let Trav løbe et Stykke ude paa Markstien. Han satte efter hende i et Par Spring.
Hun saâ det og stak i Rend det bedste, hun havde lært, efter at hun havde givet et kort Hvin fra sig. Men med sine meget længere Ben kom Mesterlektianeren snart paa Siden af hende. Hun standsede brat og saâ ydmyg bedende op paa ham.
— Vil han ikke nok la’ mig gaa? klynkede hun.
Og saa brast en Taarestrøm frem.
— Har Du faaet Hug, Mette? spurgte han.
— Ja.
— Hvor?
— Ikke saadan som Smedens Tøs. Men Hr. Magisteren ruskede mig saa ledt i Haaret og rykkede en hel Tot løs.
— Var det Psalmen, det var galt med?
— Jeg kan ikke forstaa noget af det Sk…, jeg mener af de velsignede Ord, naar de er lavede til paa Rim og skal saadan stødes ud …
Ludvig tog hendes Haand.
— Nej. vil han ikke nok lade mig slippe?
Men Mette lod ham alligevel beholde Haanden uden at give Tegn til at slippe fra ham.
De smaaløb tavse en Stund, Haand i Haand.
— Har Du ogsaa en Psalme for, naar Du næste Gang skal op og læse?
