91
— Evner! udbrød Homais, — han Evner, ja maaske for sin Stand, det kan være, tilføiede han roligere. — Jeg kan forstaae, at en Kjøbmand, der har udstrakte Forbindelser, at en Retslærd, en Læge, en Apoteker har saa meget at tænke paa, at de bliver gnavne og lunefulde, man anfører endogsaa Exempler derpaa i Verdenshistorien; men saa har de dog i det Mindste Noget at spekulere paa. Hvormange Gange er det ikke hændet mig selv, at jeg har ledt efter min Pen paa mit Skrivebord for at skrive en Etikette, og at jeg endelig har opdaget, at den sad bag mit Øre.
Imidlertid var Madam Lefrançois gaaet ud i Døren for at see, om „Svalen” ikke kom. Hun skjælvede af Utaalmodighed. Pludselig traadte en sortklædt Mand ind i Kjøkkenet, i Tusmørkets siste Skjær skimtede man, at han havde rødmussede Kinder og var atletisk bygget.
— Hvad staaer til Tjeneste, Hr. Abbed? spurgte Krokonen og rakte efter en af Kobberstagerne, der stod paa Kaminen med Lys i, — vil De nyde Noget? Et Fingerbøl Solbærlikør, et Glas Vin?
Den Geistlige afslog det meget høfligt. Han kom efter en Paraply, som han forleden Dag havde glemt i Klostret Ernemont, og efter have bedt Madam Lefrançois om henad Aften at sende ham den op i Præstegaarden, gik han henimod Kirken, hvor der ringedes til Angelus.
Da Apotekeren ikke længer hørte Lyden af Præstens Sko paa Torvet, fandt han hans Opførsel høist upassende. Hans Vægring ved at modtage en Forfriskning forekom ham en modbydelig Skinhellighed, alle Præster pimpede, naar Ingen saae det og søgte at gjenindføre Tiendetiden.
Gjæstgiversken tog sin Præst i Forsvar.
— Han kunde da forresten bukke begge Ender sammen paa fire som Dem, ifjor hjalp han vore Folk med at faae
