89
jeg maa gjentage det for Dem, De gjør Dem selv Skade, De gjør Dem selv Skade. Desuden ønsker Amatørerne nu snævre Huller og tunge Queuer, Alt er forandret, man maa holde Skridt med sin Tid. See til Tellier!
Krokonen blev rød af Ærgrelse, Apothekeren vedblev:
— Ja hvad De saa end siger, er hans Billard kjønnere end Deres, og han har dog engang imellem den Takt at holde en patriotisk Pouille for Polen eller for de Vandlidte i Lyon . . .
— Nei, saadan en Stodder som han skal aldrig gjøre mig angst, afbrød Værtinden ham og trak paa sine svære Skuldre, nei, nei Hr. Homais, saalænge „den forgyldte Løve” bestaaer, kommer man der. Vi har Vort paa det Tørre, ja det har vi, men en skjøn Morgen skal De nok see Café français lukket og med en smuk Plakat paa Skodderne . . . Jeg skulde forandre mit Billard, vedblev hun ligesom talende med sig selv, det som er mig saa bekvemt at ordne min Vask paa, og hvorpaa jeg i Jagtens Tid har redet Seng lige indtil sex Reisende . . . Men hvor det Dovendyr, Hivert, dog bliver længe borte.
— De venter vel paa ham for Madens Skyld? spurgte Apotekeren.
— Om jeg venter paa ham? Og Binet! Paa Slaget sex skal De see ham træde ind, han har ikke sin Lige i Punktlighed. Han maa stadig sidde i den lille Sal, han lod sig hellere slaae ihjel, end han spiste i et andet Værelse, og saa mange Ophævelser han gjør, især er han saa vanskelig med Mosten. Nei, saa er Hr. Léon ganske anderledes, han kommer undertiden Klokken syv, ofte først halv otte, han lægger saamænd ikke Mærke til, hvad han faaer. Det er en prægtig ung Mand, aldrig et høit Ord!
— Jamen, der er ogsaa stor Forskjel paa et Menneske,
