78
Skulde denne ulyksalige Tilstand altid vare ved? Skulde hun aldrig komme ud deraf? Hun var dog ligesaa god som de, der levede i Lykke og Herlighed. Paa Vaubyessard havde hun seet Hertuginder, der hverken havde hendes Figur eller Væsen, og hun forbandede Guds Uretfærdighed, hun støttede Hovedet mod Væggen for at græde, hun misundte de larmende Tilværelser, Maskeballerne, de skamløse Glæder med al den Beruselse, de maatte yde, og som hun ikke kjendte.
Hun blev bleg og led af Hjertebanken, Charles forordnede nervestyrkende Midler og Kamferbade, men Alt, hvad man prøvede paa, syntes kun yderligere at irritere hende.
Enkelte Dage kunde hun passiare med en febrilsk Iver, men efter disse exalterede Udbrud fulgte saa pludselige Sløvhedsperioder, hvor hun sad, uden at mæle et eneste Ord og uden at røre sig. Hvad der da oplivede hende var at hælde sig en Flaske Eau de Cologne over Armene.
Da hun stadig beklagede sig over Tostes, tænkte Charles at Grunden til hendes Sygdom udentvivl laae i en eller anden lokal Indflydelse, og grebet af denne Idee tænkte han for Alvor paa at bryde op og bosætte sig et andet Sted.
Fra dette Øieblik af drak hun Eddike for at blive magrere, samlede en kort, tør Hoste og mistede Appetiten.
Det kostede Charles Overvindelse at forlade Tostes efter fire Aars Ophold og i et Øieblik, hvor han begyndte at sætte sig fast der. Men naar det skulde være! Han tog hende med til Rouen til hans gamle Lærer. Det var Nervøsitet, han raadede til Forandring af Luft.
Efter at have vendt sig til forskjellige Sider, erfarede Charles, at der i Arrondissementet Neufchâtel var en meget stor Flække ved Navn Yonville-l'Abbaye, hvis Læge, en polsk Flygtning var løbet sin Vei den foregaaende Uge. Han skrev da til Stedets Apotheker for at erfare, hvor stor Befolkningen
