73
Ligesom Matrosen i Havsnød kastede hun et fortvivlet Blik henover sit ensomme Liv og ledte i det Fjerne efter et hvidt Seil i Horizontens Taager. Hun vidste ikke, hvad denne Hændelse skulde være, hun anede ikke, hvilken Vind der vilde drive den hen imod hende, mod hvilken Bred den vilde føre hende, om den var Chalup eller Tredækker, ladet med Angst eller fuld af Lyksalighed lige til Stykportene. Men hver Morgen, naar hun vaagnede, haabede hun den for den kommende Dag, og hun lyttede til hver Lyd, foer op med et Sæt, undrede sig over, at den ikke indfandt sig, og ved Solnedgang længtes hun stedse mere sørgmodig efter den næste Dag.
Det blev atter Foraar. Hun led af Stakaandethed i de første varme Dage, da Pæretræerne stod i Blomst.
Fra Begyndelsen af Juli regnede hun efter paa Fingrene, hvormange Uger der var til Oktober i den Tanke, at Marquis d'Andervilliers maaske vilde give et Bal paa Vaubyessard. Men hele September gik hen uden Besøg eller Brev.
Efter denne Skuffelse følte hendes Hjerte sig atter tomt, og da begyndte atter en Række af de samme Dage.
Saaledes skulde de nu følge paa Rad, stadig ens uden at faae Ende og uden at bringe Noget med sig. Hvor platte end Andres Tilværelser kunde være, var der dog i det Mindste Chance for en Begivenhed. Et Eventyr medførte undertiden Slyngninger i det Uendelige, og Dekorationen skiftede. Men for hende vilde der ikke ske Noget, Gud havde jo villet det saaledes. Fremtiden var en bælgmørk Korridor med en fastlukket Dør for Enden.
Hun opgav Musiken. Hvorfor skulde hun spille? Hvem hørte paa hende? Da hun jo dog aldrig kunde opnaae ved en Koncert, i Fløilskjole og med korte Ærmer, at lade de lette Fingre fare hen over Elfenbenstangenterne paa et Klaver fra Erard og mærke en begeistret Mumlen fare forbi sig som en
