72
i Aviserne, bekjendt over hele Frankrig. Men Charles havde ingen Ærgjerrighed! En Læge fra Yvetot, hvem han forleden havde befundet sig sammen med ved en Consulation, havde ikke saa ganske lidt ydmyget ham ved selve Sygesengen i hele den forsamlede Families Paahør. Da Charles om Aftenen fortalte hende denne Historie, følte Emma sig i høi Grad opbragt paa hans Kollega. Charles blev rørt derover og kyssede hende paa Panden med en Taare. Men hun var fortvivlet af Skam, hun havde Lyst til at banke ham, hun gik ud i Korridoren, aabnede Vinduet og indsugede den friske Luft, for at berolige sig. „Hvilken ynkelig Mand, hvilken ynkelig Mand,” hviskede hun sagte og bed sig i Læben.
Hun følte sig forresten stadig mere harmfuld paa ham. Med Alderen fik han simple Vaner, ved Desserten skar han i Flaskepropperne, efter Maaltidet rensede han sine Tænder med Tungen, han slugte sin Suppe med en slubrende Lyd ved hver Skefuld, og da han begyndte at lægge sig ud, syntes hans i Forveien smaa Øine at presse sig op mod Tindingerne ved hans svulmende Kinder.
Undertiden syede Emma det røde Faer i hans Vest fast, rettede paa hans Halstørklæde eller kastede de falmede Hansker til Side, som han belovede sig paa at trække paa, men det var ikke, som han troede det for hans Skyld, men for hendes egen Skyld af en egoistisk Følelse, af nervøs Trang. Undertiden talte hun ogsaa med ham om Ting, hun havde læst, om et Sted i en Roman, om et nyt Stykke, om en Anekdote fra „den fornemme Verden”, som man fortalte i Feuilletonen, thi Charles var dog Nogen, et stadigt aabent Øre, et stadigt rede Bifald. Hun gjorde sin Mynde mange Tilstaaelser, hun kunde have gjort det Samme med Brændet i Kammen og Perpendiklen paa Uret.
I sit Inderste ventede hun imidlertid paa en Begivenhed.
