66
Revner, som Uveiret undertiden paa en eneste Nat slaaer i Bjergene. Hun resignerede dog, hun gjemte omhyggeligt sin smukke Dragt i Kommoden, ja ligetil sine Atlaskessko, hvis Saaler var blevet gule af Gulvets Boning. Det gik hendes Hjerte ligesom dem, ved Berøring med Rigdommen havde der sat sig Noget derpaa, der ikke kunde udslettes.
At mindes dette Bal blev ligesom en Beskjæftigelse for Emma. Hver Gang Onsdagen vendte tilbage, sagde hun til sig selv, naar hun vaagnede: „Idag er det otte Dage, fjorten Dage . . . tre Uger siden, at jeg var der.” Men lidt efter lidt blandede Physiognomierne sig sammen i hendes Hukommelse, hun glemte Dansemelodierne, hun kunde ikke see Værelserne og Livréerne saa tydeligt for sig, nogle af Enkelthederne svandt bort; men Sorgen blev tilbage.
IX.
Naar Charles var ude, tog hun ofte det grønne Silkefutteral frem af Skabet, hvor hun havde gjemt det mellem Linnedet.
Hun betragtede det, aabnede det og indaandede med Velbehag Forets Duft, en Blanding af Verbena og Tobak. Hvem havde det tilhørt? . . . Vicomten. Maaske var det en Foræring fra hans Elskerinde. Man havde broderet det paa en Palisanderramme, et nydeligt lille Møbel, som man skjulte omhyggeligt for Alles Blik, det havde optaget mangen en Time, og tankefuld havde en ung Piges lokkede Hoved bøiet sig hen derover. Et Kjærlighedspust var faret mellem Canevassets Traade, hvert Sting havde afsat et Haab eller et Minde, og alle de sammenslyngede Silketraade var kun en Fortsættelse af samme tavse Lidenskab. Og saa havde Vicomten en Morgenstund taget det med sig. Hvorom havde man
