63
ønsket hverandre Godnat eller rettere Goddag, gik Slottets Gjæster til Ro.
Charles slæbte sig op ad Trappen, hans Knæ vaklede under ham. Han havde staaet fem Timer ved Whistbordene, uden at forstaae en Smule af Spillet. Derfor udstødte han ogsaa et Suk af Lettelse, da han havde trukket Støvlerne af.
Emma tog et Sjal om Skuldrene, aabnede Vinduet og lænede sig ud deraf.
Det var mørk Nat, der faldt nogle Regndraaber. Hun indaandede den fugtige Vind, der kjølede hendes Øienlaage. Balmusiken summede endnu for hendes Øren, og hun gjorde sig Umage for at holde sig vaagen, for at forlænge Illusionen om dette luxuriøse Liv, som hun snart igjen var nødt til at forlade. Det gryede ad Dag. Hun beskuede længe Slottets Vinduer, idet hun søgte at gjætte, hvor alle de, hun havde lagt Mærke til den foregaaende Dag, havde deres Værelser. Hun ønskede at kjende deres Tilværelse, at trænge ind deri og smelte sammen dermed.
Men hun rystede af Kulde. Hun klædte sig af og krøb ned under Dynerne ved Siden af den sovende Charles.
Der var Mange ved Frokostbordet, Maaltidet varede kun i ti Minutter, og, der serveredes ingen Drikkevarer, hvilket forbausede Lægen. Frøken d'Andervilliers samlede Kagesmuler i en lille Kurv for, at bringe dem til Svanerne i Parken, og man gik ind i det hede Drivhus, hvor forunderlige Planter med skarpe Pigge var opstablet pyramideformigt under ophængte Skaaler, fra hvis Rande ligesom fra fulde Slangereder lange, grønne, sammenslyngede Snore bølgede ned. Orangeriet, der laae for Enden deraf, førte med en bedækket Gang ligetil Slottets Tjenerleiligheder. For at fornøie den unge Kone førte Marquien hende ind i Staldene. Ovenover de kurveformede Krybber stod Hestenes Navne med sorte Bog-
