62
Klokken tre om Morgenen begyndte Cotillonen. Emma kunde ikke valse, alle de Øvrige deltog i Valsen selv Frøken d'Andervilliers og Marquisen, der var ikke andre tilbage end Slottets Gjæster, omtrent et Dusin Mennesker.
Imidlertid kom en af de dansende Herrer, hvem man intimt kaldte „Vicomte”, og hvis meget aabne Vest sad som om den var stødt om hans Bryst, hen til Fru Bovary for at engagere hende for anden Gang med Forsikring om, at han nok skulde føre hende, og at hun skulde komme godt derfra.
De begyndte langsomt, men efterhaanden tiltog det i Hurtighed. De dreiede sig rundt, og Alt dreiede sig omkring dem, Lamperne, Møblerne, Væggene og Gulvet som en Skive paa en Tap. Ved at passere forbi Døren, lagde Emmas Kjole sig fast om hans Benklæder, deres Ben rørte ved hinanden, han sænkede sit Blik ned paa hende, hun hævede sit imod ham, hun blev grebet af Svimmelhed og stansede. De begyndte atter, hurtigere drog Vicomten hende med sig og forsvandt med hende ved Enden af Galleriet, hvor hun nær stønnende var segnet om og et Øieblik støttede sit Hoved mod hans Bryst. Stadig dreiende rundt men langsommere førte han hende til hendes Plads, hun kastede sig tilbage mod Væggen og holdt Haanden for Øinene.
Da hun atter aabnede dem, sad en Dame midt i Salen paa en Taburet med tre Herrer paa Knæ foran sig. Hun valgte Vicomten, og Violinen begyndte igjen.
Man saae paa dem. De dansede frem og tilbage, hun uden at bevæge Legemet og med bøiet Hoved, han stadig i samme Stilling med krummet Overkrop, rundet Albue og fremstrakt Mund. Hun kunde valse! De holdt længe ud og trættede alle de Øvrige.
Man passiarede endnu nogle Øieblikke, og efter at have
