Side:Fru Bovary.djvu/69

Denne side er blevet korrekturlæst

61

ind i Billardsalen. En Tjener stod op paa en Stol og slog et Par Ruder itu, ved Glassets Klirren dreiede Emma Hovedet og fik Øie paa Bondeansigter, der fra Haven kiggede ind af Vinduerne. Da mindedes hun pludselig Bertaux. Hun gjensaae Forpagtergaarden, det sumpede Kjær, hendes Fader i Bluse nede under Æbletræerne, og hun saae sig selv som fordum, da hun skummede Fløden i Mælkestuen. Men det blændende Nu bragte hendes forbigangne Liv, der hidtil havde staaet saa klart for hende til at svinde aldeles hen, og hun betvivlede næsten at have levet det. Hun sad her, med Undtagelse af Ballet laae alt det Øvrige i et tæt Mørke. Hun gav sig til at spise en Portion Maraschino-Is af en sølvforgyldt Muslingeskal og lukkede halvt Øinene med Skeen mellem Tænderne.

Ved Siden af hende tabte en Dame sin Vifte. En Herre kom forbi.

— Vil De ikke være saa venlig at tage min Vifte op, den faldt ned bag Kanapéen, bemærkede Damen til ham.

Han bukkede sig ned, og idet han strakte Armen frem, saae Emma den unge Dame kaste noget hvidt Sammenbøiet ned i hans Hat. Herren tog Viften op og rakte den ærbødigt til Damen, hun takkede ham med et Nik og gav sig til at lugte til sin Buket.

Efter Souperen, hvor der serveredes forskjellige Slags spanske Vine og Rhinskvine, Krebsesupper og Mandelmælkssupper, Buddinger og flere Slags kolde Stege med Geleer, der rystede i Fadene, begyndte Vognene en for en at kjøre bort. Ved at trække Musselinsgardinet lidt til Side saae man Skinnet af deres Lygter glide forbi i Mørket. Efterhaanden blev Stolene tomme, enkelte Herrer sad endnu ved Spillebordene, Musikanterne vædede Fingerspidserne med Tungen, Charles halvsov med Ryggen støttet mod en Dør.