57
Stege og de vellugtende Trøfler. Kandelabrenes Lys lod deres Flammer spille paa Sølvklokkerne, de beduggede Krystalprismer udsendte en mat Glans, der stod Vaser med Blomster langs hele Bordet, og paa de bredkantede Tallerkener var Servietterne opstillet i Form af Bispehuer med et lille rundt Brød mellem deres gabende Folder. De røde Hummerkløer stak ud af Fadene, og store Frugter i gjennemsigtige Kurve laae opstablede paa Mos, Vagtlerne havde beholdt deres Fjer, Dampen hvirvlede, og i Silkestrømper med Knæbenklæder, hvidt Halstørklæde og Kalvekryds, saa alvorlig som en Dommer, rakte en Majordomus de tilskaarne Retter henover Gjæsternes Skuldre og stødte det Stykke man valgte ned paa Ens Tallerken med sin Ske. Fra den store Porcelainskamin med Kobberringene betragtede en Statue af en indtil Hagen indhyllet Kvinde i Tavshed den menneskefyldte Sal.
Fru Bovary lagde Mærke til, at flere af Damerne ikke havde lagt deres Hansker i Glassene.
Ene mellem Damerne for den øverste Bordende bøiet over sin fyldte Tallerken og med Servietten, bundet om Halsen, som et Barn spiste en Olding, medens Draaber af Sauce dryppede ned fra hans Mund. Hans Øine var furet af røde Striber, og han bar en lille Pisk med et sort Baand om. Det var Marquiens Svigerfader, den gamle Hertug de Laverdière, en forhenværende Yndling af Greven af Artois, og som, efter hvad man fortalte, havde været Marie Antoinettes Elsker mellem Hr. de Coigny og Hr. de Lauzun. Han havde ført et larmende og udsvævende Liv, fuldt af Dueller, Væddemaal og bortførte Kvinder, han havde fortæret hele sin Formue og været en Skræk for sin Familie. En Tjener stod bag ved hans Stol og raabte de Retters Navne, hvorpaa han stammende pegede, ind i Øret paa ham, uophørligt vendte Emmas Øine ligesom af sig selv tilbage til denne gamle Mand med
