54
ind i Landet. Sivene bøiede sig hvislende henad Jorden, og Bøgenes Blade gav en kort, raslende Lyd fra sig, mens de gyngende Toppe vedblev deres høie Susen. Emma hyllede sig tættere ind i sit Sjal og reiste sig.
I den store Allee faldt et grønt Lys fra Løvet henad det bløde Mos, der sagte knagede under hendes Fod. Solen gik ned, Himlen lyste rød mellem Grenene, og den lige Linie af Træstammer syntes hende en mørk Søilegang, der aftegnede sig paa en gylden Grund, hun blev angst, kaldte paa Djali, gik hurtig tilbage til Tostes ad Landeveien, sank sammen i en Lænestol og mælede ikke et Ord hele Aftenen.
Men henimod Enden af September indtraf der en ganske overordentlig Begivenhed, de blev indbudt til Vaubyessard af Marquis d'Andervilliers.
Marquien, som havde været Minister under Restaurationen, søgte atter at indtræde i det politiske Liv og havde allerede længe forberedt sin Kandidatur til Deputerkamret. Om Vinteren foranstaltede han talrige Brændeuddelinger, og i Generalraadet forlangte han stadig med stor Begeistring nye Veie for sit Arrondissement. I Hundedagene havde han faaet en Byld i Munden, som Charles næsten mirakuløst havde befriet ham for ved i rette Tid at give den et Stik med sin Lancet. Efter at have været i Tostes for at betale Operationen, fortalte Marquiens Forretningsmand om Aftenen, at han havde seet ypperlige Kirsebær i Lægens Have. Kirsebærtræerne trivedes netop daarligt paa Vaubyessard. Marquien lod Bovary bede om nogle Aflæggere, han gjorde sig til Pligt selv at takke ham derfor, fik Øie paa Emma, fandt, at hun havde en kjøn Figur, og at hendes Hilsen ikke var keitet, som Følge heraf troede man ikke paa Slottet at overskride Artighedens Grænser eller paa den anden Side at gjøre sig skyldig i et Misgreb ved at invitere det unge Ægtepar.
