51
været en noget heftigere Scene i Hjemmet end sædvanligt, og dog syntes hun at have Noget imod sin Svigerdatter. Hun fandt hende altfor flot i Forhold til deres Indtægter, „Brænde, Sukker og Lys gik med som i et stort Hus, og den Masse Kul, der blev brændt i Kjøkkenet, havde været nok til femogtyve Retter.” Hun ordnede hendes Linned i Skabene og lærte hende at see Slagteren paa Fingrene, naar han bragte Kjødet. Emma modtog hendes Lektioner, og Svigermoderen sparede sandelig ikke derpaa, hele den udslagne Dag hørte man Ordene „kjære Moder” og „kjære Datter” udtalt med dirrende Læber, begge fremførte nemlig deres Venligheder med en af Harme skjælvende Stemme.
I Enkens Tid havde den gamle Dame følt sig som den Foretrukne; men nu forekom Charles' Kjærlighed til Emma hende at være en Flugt fra hendes Ømhed, et Ran af Noget, der tilhørte hende, og hun iagttog sin Søns Lykke med en melankolsk Tavshed ligesom den Ødelagte, som gjennem Ruderne stirrer ind paa Folk, der sidde til Bords i hans tidligere Hjem. I Form af Minder gjenkaldte hun ham hendes Sorger og Offre, og sammenlignende dem med Emmas Skjødesløshed drog hun den Slutning, at det var ufornuftigt af ham at tilbede hende paa en saa urimelig Maade.
Charles vidste ikke, hvad han skulde svare, han agtede sin Moder, men elskede sin Kone saa inderligt, han ansaae den Enes Dom for ufeilbarlig, og dog syntes han, at den Anden ikke havde Noget at bebreide sig. Naar hans Moder var reist, dristede han sig frygtsomt til at gjentage et Par af de tammeste Bemærkninger, han havde hørt hende gjøre; men med eet Ord overbeviste Emma ham om, at han havde taget feil og bad ham passe sine Patienter.
Imidlertid søgte hun at skabe sig Kjærlighed efter Theorier, der forekom hende rigtige. I Maaneskin deklamerede hun
